Madina Mahamoud Roble:
Jeg har været i Danmark i 22 år og kom her til, fordi der var for me-get uro tilbage i Somalia til at jeg kunne blive. Jeg havde været soldat, og da der kom ny regering, var vi ikke i tvivl om, at vi var nødt til at flygte. Vi fik solgt vores hus, men fordi vi havde travlt, var det alt for billigt.
Først var vi i mange uger i Etiopien, men der kunne vi ikke blive.
Vi havde ikke penge til at min mand kunne komme med i første omgang, så han blev i Etiopien, og det var mig med vores tre børn og så min lillesøster, som tog turen. Jeg var gravid, men det vidste vi ikke, da jeg flygtede.
Vi var med tog fra Italien og op gennem Europa på falske papirer, og det gik godt længe. Vi blev i Holland omkring en måned, men jeg havde familie i Norge, så jeg ville gerne prøve at komme der op. Jeg fik nogle nye falske ID-papirer, men det var med et billede, som slet ikke lignede mig. Så i København opdagede politiet, at det var falsk, og de sendte mig tilbage til Tyskland. Uden mine børn. De blev i toget, for ingen kunne forstå mig og hvad jeg prøvede at forklare.
I Tyskland satte de mig på et tog tilbage til Holland, men jeg stod af på den næste station. Der stod jeg så uden mine børn og min søster og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var højgravid, havde ingen penge og forstod ingen af menneskerne dér. Og det var en kold septemberdag.
Jeg mødte en somalisk mand. Han var ret vagabond-agtig, men jeg fik forklaret ham om min situation, og han tog mig med hjem i hans lille værelse. Jeg lånte hans seng, og hans trøje. Den lugtede meget, men jeg fik varmen og fik sovet lidt.
Næste morgen viste han mig, hvor toget gik fra og hvilken retning, der var mod Danmark, og så prøvede jeg igen. Ved grænsen havde jeg ingen papirer, så jeg blev anholdt og fik søgt asyl i Danmark.
Jeg vidste ikke, hvor længe, jeg skulle blive dér, og jeg vidste stadig ikke, hvor mine børn og søster var – eller om de havde det godt. Så mødte jeg en afrikaner, og fik spurgt hende, om hun kendte nogen, der var fra Somalia. Hun kendte én fra et kvindecenter, som jeg fik lov at snakke med. Hun ringede rundt og fandt til sidst ud af, at bør-nene var kommet til Sandholm, så efter ti dage var vi samlet igen i Sandholm, hvor vi boede i syv måneder.
Så kom vi til Viborg, men efter min søster blev gift med en mand i Herning, flyttede vi også her til.
Jeg har arbejdet både i træindustrien og som social og sundheds-hjælper her i Herning, og i dag er jeg formand for Dansk-Somalisk Venskabsforening og vi har også fået startet en gruppe, vi kalder bydelsmødrene.
Jeg er meget taknemmelig for at bo i et land, hvor mine børn er trygge og har det godt.
For et par år siden var jeg tilbage i Somalien med sygehusredskaber, vi havde samlet ind for Dansk Flygtningehjælp. Jeg var der i otte måneder, og var nødt til at være skjult bag et slør hele tiden, for ikke at blive genkendt af Al-Shabaab. Hvis de forsvinder, og der bliver fred i Somalien, så ville jeg gerne tilbage til mit eget land. Mine børn hører hjemme her, så jeg tror ikke, de har lyst til at komme tilbage, men det vil jeg nok altid selv have.