Mustafa
Som så mange andre familier i Syrien, valgte jeg at betale en mand for at bringe min kone og døtre i sikkerhed i Tyrkiet. Senere fulgte jeg samme vej, sammen med mine sønner.
I Tyrkiet boede vi i seks telte, da jeg har en stor familie, 3 drenge og 6 piger.
Denne historie handler om min datter, Asya, den 8. i rækken.
Da Asya er 3 ½ år får hun konstateret leukæmi. Det vender op og ned på vores hverdag. Asya kan ikke få ordentlig behandling i Syrien, da hospitalerne er bombet eller de er overfyldt med ofre fra krigen.
Jeg kan heller ikke blive i Syrien, da regimet er efter mig. De har allerede taget 17 af mine familiemedlemmer og jeg har ikke set dem siden.
Asya skal starte behandling i Tyrkiet og vi bruger mange penge på behandling. Langt om længe får min bror, der er læge, kontakt til et hospital, hvor hun bliver indlagt. De første 9 måneder sker der ikke rigtig noget og vi tror vi skal miste hende mange gange.
Asya bliver dårligere og dårligere og endelig sker der noget.
Hun begynder på kemoterapi og bliver rigtig dårlig, næsten mere syg end før behandlingen, lægerne siger det går over igen. Hun mister sit lange fine hår, men pyt det kan gro ud igen, bare hun bliver rask.
Den almindelige procedure hver gang, jeg skulle aflevere hende til behandling, der skulle udfyldes en masse papir og andre gange nægtede de at modtage hende.
Det var meget uholdbart og vi fandt et nyt hospital, som lå 400 kilometer væk. Vi var afsted med Asya 2-4 gange om måneden i 1 til 3 dage ad gangen.
Nu skal hun snart have en ny omgang kemoterapi.
Her sidder jeg i Danmark og spekulerer om det var den rigtige beslutning, at flygte fra krigens rædsler, at lade min lille datter være uden hendes far, at lade hendes mor, min kone have ansvaret for alle 8 børn, hvor den ene er meget syg.
Jeg har ikke set dem, meget længe og jeg er syg af savn og bekymring. Jeg har intet hørt fra udlændingestyrelsen endnu.
Var det mon den rigtige beslutning?!
(Blev familiesammenført i 2016 og datteren kom i behandling)