Aamir Ibrahim Ali 24 år fra Sudan
Jeg vidste ikke noget om Danmark, da jeg boede i Sudan – bortset fra, at jeg kendte Niels Bohr fra mine studier. Så det var ret tilfældigt, at jeg endte her. Faktisk ville jeg have været til Norge, men blev standset af politiet i København. Og til at starte med var jeg i virkeligheden lidt i tvivl om, om København var i Norge.
I Sudan boede jeg sammen med min familie. Vi er ni søskende. Der har været krig i landet længe, men jeg fik en uddannelse. I geologi på universitetet.
Under uddannelsen var jeg med i flere protester og demonstrationer mod de mange drab i Darfur. Det var farligt, fordi vi protesterede mod regeringen.
Efter studierne skulle jeg så ind i militæret og være soldat i to år. Dér ville jeg måske være blevet sendt til Sydsudan og skulle kæmpe mod mine egne landsmænd. Derfor flygtede jeg.
I første omgang flygtede jeg til Libyen, hvor jeg levede som illegal immigrant i et år. Jeg fik lidt arbejde en gang imellem, men jeg måtte hele tiden flytte rundt, fordi jeg ikke havde tilladelse til at arbejde.
På et tidspunkt blev jeg taget af politiet og sat i fængsel. Der sad jeg i 20 dage, og da jeg kom ud, flygtede jeg imod Europa.
Min rejse var ikke så dyr, som mange andres. Jeg fik en plads i en lille båd til Italien for 800 dollars, og fra Italien kørte jeg i tog op igennem Europa. Jeg havde hverken penge eller billet, så hver gang jeg blev opdaget, blev jeg smidt af toget. Men jeg fortsatte op gennem Frankrig og Tyskland indtil jeg altså blev standset og anholdt i København.
Nu bor jeg i Herning og går på sprogskole på LærDansk og har gjort det i to år. Når jeg er færdig her, vil jeg på HF, så jeg kan studere igen.
Jeg vil ikke være geolog her, for i Danmark har I jo ingen bjerge. Så jeg regner med, at jeg vil studére Geography Information Systems. Det passer med mine interesser og er tæt på geologien.
Danskerne er meget venlige mennesker, men I er ret tætte, så det kan være svært at lære jer at kende. Men når først man kender hinanden er danskerne meget søde og rare.
Min familie i Sudan har én mobiltelefon og ikke noget internet, så jeg snakker kun med dem cirka én gang hver måned. Jeg savner dem meget og min store familie. Jeg har omkring 50 fætre og kusiner, som jeg var tæt med i Sudan. Så hvis der nogensinde bliver fred, og det kunne være sikkert for mig at vende tilbage, vil jeg helt sikkert gerne hjem igen.