Ahmad Haj Abduikadar
Mit navn er Ahmad. Jeg er fra en lille by fra Syrien kaldet Saraqep. Jeg har en stor familie med mor og far og otte søskende. Da jeg var i Syrien ville jeg gerne være dyrlæge, for min far har en kyllingefarm, hvor jeg har arbejdet.
I juli måned 2013 rejste jeg fra Syrien til Tyrkiet og bagefter til Grækenland. Derefter tog jeg til Italien, hvorefter jeg kom til Danmark d. 13. november 2013. 14. februar 2014 flyttede jeg til Odense, hvor jeg stadig bor. D. 1. marts startede jeg med at lære dansk på en skole der hedder Lær Dansk Odense, hvor jeg lærte både at skrive og tale dansk.
Da jeg kom til Danmark fik jeg kontanthjælp fra kommunen, og det kunne jeg ikke helt forstå, for i Syrien fik jeg ikke penge, hvis jeg ikke arbejdede.
I september 2014 startede jeg med at arbejde på en restaurant i Odense som hedder Burger Anarchy. Dengang var restauranten lige åbnet, og jeg begyndte at arbejde som opvasker. Jeg kunne ikke tale så meget dansk, så jeg var lidt nervøs, når jeg skulle på arbejde. I Syrien plejede jeg kun at arbejde med min far, som var min chef, men på restauranten skulle jeg arbejde med andre. Det var en spændende oplevelse for mig, for jeg havde aldrig arbejdet med andre før. Jeg var god til mit arbejde og allerede efter 3-4 måneder kunne jeg bedre kommunikere med mine kollegaer.
I maj 2015 blev jeg ansat i køkkenet som køkkenmedarbejder. Efter 3 måneder spurgte min chef, om jeg ville være køkkenchef. Det ville jeg gerne, så jeg skrev under på en kontrakt. Jeg er en meget ambitiøs person og jeg vil hele tiden udvikle mig, så jeg blev meget glad for at blive køkkenchef. På min arbejdsplads er det ikke afgørende hvor man kommer fra, alle bliver behandlet på lige fod. Det kan jeg godt lide. Jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse i Danmark med racisme eller andet. Jeg ser mig selv som en venlig person, og derfor prøver jeg at smile til andre mennesker. Det er faktisk i Danmark, at jeg har lært at smile til alle folk, for her smiler alle. Danskere er søde og hjælpsomme, og jeg har mange danske venner, som alle er meget åbne. Jeg kan godt lide Danmark, både fordi jeg generelt synes om det danske system og fordi vi har ytringsfrihed. Derudover er Danmark et land, hvor der er plads til alle mennesker, ligegyldigt om de har samme religion eller ej. Danmark føles som et trygt og sikkert land.
Jeg synes, at jeg er blevet godt modtaget i Danmark, og derfor vil jeg gerne bidrage til samfundet. Derfor er jeg lige nu ansat som frivillig tolk hos organisationen Integrationsnet, hvor jeg fik hjælp, dengang jeg kom hertil.
Odense, d. 27. Juni 2016.