Mohammad Ahmad Al-Jazi 33 år fra Syrien
Den sværeste beslutning, jeg har taget var at forlade min familie for at forsøge at komme til Danmark og i dag er jeg taknemmelig for at det lykkedes.
Hjemme i Syrien boede vi i en by omkring 80 kilometer syd for Aleppo. Krigen var blevet værre og værre og i 2012 var det helt katastrofalt. Vores hus var blevet bombet og det var min lægepraksis også, så vi flygtede til Libanon. Men som illegale indvandrere kunne vi ikke få lov til at arbejde. Jeg fik lidt at lave under en libanesisk læge, men det var ikke meget og jeg tjente kun 7-800 dollars om måneden.
Vores ældste søn skulle til at begynde i skole og den eneste mulighed var i en flygtningelejr. Det er nok den værste undervisning i verden, så det ville vi ikke byde børnene. Og der var ingen mulighed for at vende tilbage til Syrien, for jeg havde som læge behandlet patienter på begge sider af konflikten, så regeringstropperne var ude efter mig. Til sidst så vi kun én udvej, og det var at jeg tog den farlige tur til Europa. Den tur er alt for farlig til, at min kone og vores to børn skulle udsættes for den, så jeg var nødt til at tage af sted alene.
Vi solgte vores bil og fik 12.000 dollars for den. De 4.000 fik min kone, så hun og børnene kunne klare sig i et stykke tid, men vi vidste at min tur ville koste resten af pengene.
Vi sejlede 35 mennesker i en lille båd til Grækenland, hvor vi sov i en skov i flere nætter uden hverken vand eller mad.
Men så kom vi til Ammonia, hvor menneskesmuglerne bare sidder ud til vejen og handler helt åbenlyst.
Jeg fik lavet et falsk pas. Det havde jeg det lidt svært med, for jeg har aldrig gjort noget ulovligt tidligere. Men det var nødvendigt, så jeg kunne flyve til Paris. I Paris satte jeg mig i en taxa og kørte til Danmark. Jeg vidste, at det var Danmark vi skulle til. For jeg havde brugt lang tid på at studere de forskellige europæiske lande.
Så jeg vidste, at i Danmark ville mine børn få den bedste mulighed for at få en god uddannelse. Reglerne for familiesammenføring var også rimelige den gang. Og så vidste jeg, at Danmark nok var det land, hvor jeg havde bedst mulighed for hurtigt at kunne komme til at arbejde som læge igen.
Jeg var vist heldig at få nogle gode sagsbehandlere, for allerede efter otte måneder fik vi familiesammenføring. Der blev også lagt en god plan for mig med det samme, så allerede efter tre måneder, fik jeg godkendt mine uddannelsespapirer. Så fik jeg otte måneder i praktik på sygehuset i Herning, og de sidste måneder fik jeg nogle af de samme opgaver, som de danske læger. Det var rart.
Senest har jeg arbejdet halvanden måned på et plejehjem, men er stoppet for at koncentrere mig om at bestå min dansk-prøve med så god karakter som muligt, sådan at jeg kan komme til at tage min medicinske eksamen. Jeg håber, at have min danske autorisation om under et halvt år, så der i alt er gået under to et halvt år, fra jeg kom til landet, indtil jeg kan arbejde som læge igen.
Min kone er fransk sproglærer, men hun har haft noget mere svært ved at få sine papirer godkendt. Hun er nemlig uddannet fra universitetet i Aleppo, som er bombet i stykker. Lige nu er hun på barsel, fordi vi har fået en søn. Min ældste går i første klasse, og jeg synes allerede han snakker dansk uden accent.
Jeg synes danskerne er gode mennesker. Det kan godt være svært at få gode venner, men vi har hurtigt fået mange bekendte. Og vi oplever faktisk, at mange danskere er blevet endnu flinkere til at hjælpe efter at regeringen har indført stramninger.