Omar Mohamed Matar

 Jeg er 21 år og har været flygtning hele mit liv. Mine bedsteforældre flygtede fra Palæstina, så både min mor og far er født som statsløse palæstinensere i Syrien.

Min far flygtede videre til Tyskland, da jeg var to år. Min morfar og onkel er begge flygtet til Danmark, så jeg har altid vidst, at jeg nok en dag kunne være nødt til at flygte.

Assad-styret var meget strengt og forfærdeligt, men vi håbede hele tiden på, at han på et tidspunkt ville forsvinde, så jeg kunne slippe for at flygte.

Siden krigen for nogle år siden for alvor ramte Homs, hvor jeg boede med min mor og søskende, har jeg set alt. Vi måtte søge ly for bomber, og jeg har flere gange set dræbte.

Derfor blev det så farligt, at min familie forbød mig at gå videre i skole efter 10. klasse. Jeg var flere gange med i demonstrationer for oprørerne mod Assad, så politiet var begyndt at spørge efter mig i byen, og til sidst blev det for farligt for mig at være der. Derfor fik min mor og familie samlet de 9000 euro, det ville koste, at få mig til Danmark. Det var i 2014.

Da jeg flygtede startede jeg med at gå til Tyrkiet. Der var jeg i en måned, før jeg kom med et skib til Italien.

Vi var 70 mennesker på et lille skib på bare 12 meter, så vi måtte sidde helt tæt og sove i samme stilling, men jeg var faktisk ikke bange på den tur. Jeg havde allerede oplevet værre ting, så jeg frygtede ikke for mit liv, mens jeg var ombord.

Da vi kom til Italien, vidste jeg at jeg ville til Danmark. Min onkel havde fortalt, at det var et godt land, og jeg havde en god mulighed for at få en uddannelse.

Flere af de andre valgte at de ikke ville til Danmark, da de hørte at danskerne skulle være racister, så de tog til andre lande. Men jeg holdt fast i, at jeg ville her til.

Det endte med, at jeg kom i en privat bil og kørt hele vejen her op. De satte mig af ved Aarhus Politi, og jeg blev sendt til Sandholm.

Min onkel bor i Aarhus, men jeg ville ikke til et sted med problemer som Gellerup Parken eller sådan noget, så jeg ønskede mig at komme til Silkeborg, men endte så i Herning, og her er jeg glad for at være.

Jeg bor i et område med mange unge studerende og har fået mange venner.

Nu går jeg på LærDansk, og når jeg er færdig her, vil jeg gerne på VUC eller HF, så jeg kan komme til at læse til computer-ingeniør eller noget lignende.

Selvom jeg er glad for at være her, og både Danmark og danskerne har taget godt imod mig, savner jeg stadig Syrien og min familie. Hvis der en dag bliver fred igen, vil jeg helst tilbage. For Syrien bor stadig i mit hjerte, og det vil det altid gøre.