_mg_2060

Ruta Sibhatu 21 år fra Eritrea

Jeg kommer fra hovedstaden Asmara, hvor min mor har været alene med mig og min bror, siden vores far døde, da jeg var to. Min mor er frisør og jeg gik i skole.

Men jeg kunne ikke gøre min high school færdig, fordi jeg skulle ind og være soldat. I Eritrea skal piger ikke bare være soldat i kort tid, men længe. Nogle får lov at stoppe som soldat, når de bliver gravide – andre skal fortsætte efter fødslen.

Min kæreste Tedros, som er seks år ældre end mig, har også været soldat, men han stak af. Så fik han arbejde med at bygge huse, men efter noget tid blev han opdaget, og så kom han i fængsel i et år.

Da han kom ud, blev vi enige om at flygte. Først flygtede vi til Sudan, hvor jeg kom til at gå i skole og Tedros blev skohandler. Men vi var illegale flygtninge, så vi kunne ikke blive. Derfor flygtede vi imod England, hvor Tedros’ søster og min tante bor.

Vi fandt nogle, der kunne hjælpe os, og i små biler blev vi fragtet til Libyen, hvor vi skulle i en båd til Italien. Båden var ikke ret stor, og vi var omkring 200 ombord, så det var lidt uhyggeligt. Men allerede efter et par dage blev båden standset af en italiensk militær-båd, og vi blev sejlet til Italien i den.

Fra Italien tog vi toget op gennem Europa mod England, men der kunne vi ikke komme over. I Tyskland mødte vi nogle andre flygtninge, som fortalte om Danmark. Så besluttede vi os for at tage her til.

I Danmark har vi fået en lejlighed i Engesvang mellem Ikast og Silkeborg. Og vi har fået en søn her. Jeg går på sprogskolen om dagen, og Tedros har fået arbejde som murer og går på sprogskole om aftenen.

 

Når jeg bliver færdig på sprogskolen og bagefter VUC, så vil jeg være social og sundhedshjælper. Jeg elsker bare sådan at være sammen med ældre mennesker og vil gerne hjælpe dem.

Lige da vi kom til Danmark, syntes jeg, at her er så koldt. Og jeg følte tit, at vi var alene her oppe. Men nu går det bedre, og vi har fået mange gode venner. Både hjemme i Engesvang og på sprogskolen.

Men jeg savner min familie og hvis bare vi kunne vende hjem, så ville jeg gerne bo i Eritrea igen.

Jeg kan godt undre mig lidt over, at danskere går så lidt i kirke. Som kristne er vi vant til at komme i kirke om søndagen. Her kan vi ikke komme så tit, for vi går i den etiopiske kirke i Aarhus, og det er meget besværligt at komme til den fra Engesvang.

Danskerne er søde, men jeg synes alle har så travlt. Hjemme havde vi tid til hinanden og til at snakke sammen. Så der kendte alle mere hinanden. Det savner jeg.