Lejre Bibliotek & Arkiv – viser nye veje ud til borgerne
Danmarks Biblioteksforening hædrer Lejre Bibliotek & Arkiv på det årlige Bibliotekspolitiske Topmøde som en af årets tre trendspottere inden for formidling og nytænkning af bibliotek og arkivs rolle i samfundet.
Projektet Deltag i samtalen havde i september 2015 en udstilling af og med syv syriske flygtninges historier og portrætter på Lejre Bibliotek & Arkiv, som sidenhen er blevet til samtaleemne rundt omkring i landet. Det er den, fordi den inddrager borgere på biblioteket og gør en forskel for nye borgere – i dette tilfælde flygtninge. Projektet er nu også blevet belønnet med titlen som årets trendspotter af Danmarks Biblioteksforening.
Erik Barfoed, leder af Lejre Bibliotek & Arkiv i Lejre Kommune siger: ”Selv om man er lille, kan man godt have store ambitioner. En af bibliotekets væsentligste opgaver, som nogle gange bliver glemt, er at nå ud til så mange så muligt. ”
Projektet Deltag i samtalen er nyskabende inden for biblioteksverden og har til formål at skabe nye mødesteder og aktiviteter for flygtninge og danskere. Idéen omkring at skabe fælles møder, hvor alle kan deltage i samtalen ved at kombinere borgere og en udstilling, der synliggør mødet, har vist sig at interessere andre biblioteker i landet.
På Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Horsens 14-15. april har alle landets biblioteker haft mulighed for at tilmelde sig en vandreudstilling, der lanceres samtidig i hele landet til efteråret.
Puljemidler til projektet
Lejre Bibliotek & Arkiv har også modtaget 200.000 kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen til, i samarbejde med Odense, Herning og Roskilde-bibliotekerne, at arbejde videre med projektet og udvikle nye måder flygtninge og borgere kan mødes på samt lave en vandreudstilling med portrætter af deltagerne. Pengene kommer fra Kulturstyrelsens pulje ”Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre”.
Erik Barfoed fortæller: ”Med de bidrag og den støtte vi får nu, kan vi gå mere i dybden og folde vores projekter ud, så endnu flere bliver opmærksomme på, hvordan biblioteket er til for dem, ” og fortsætter: ”Det, at vi nu får støtte, kommer til at danne grobund for nye aktiviteter og projekter for Bibliotek & Arkiv – med særskilt fokus på formidling af projekter rettet mod flygtninge og mødet med danskerne. ”
De fire samarbejdspartnere i projektet skal være med til at udvikle nye formidlingsformer, der skaber møder og dialog danskere og syrere imellem. Projektet kører i hele 2016 og afsluttes med en udstilling, der danner rammen for en større perspektiverende konference omkring bibliotekets rolle og muligheder i det moderne samfund. Konferencen, hvor alle kan deltage, vil foregå i Lejre og have politikere og eksperter i panelet.
Læs mere om projektet på www.deltagisamtalen.dk
Kontakt
Kari Haugan Engberg, kulturkonsulent, Lejre Bibliotek & Arkiv i Lejre Kommune, tlf.: 2479 0312, mail: kaen@lejre.dk