Salam 2015
Først vil jeg gerne, at sige, at det er svært at skrive om emnet, men jeg vil prøve på det. Det er svært at skrive om det syriske samfund, fordi den moderne syriske nationalstat er sammensat af en mangfoldighed af forskellige etniske, sproglige og religiøse grupperinger. Og i hvert sted er der forskellige traditioner.
Derfor vil gerne jeg fortælle min historie ud fra min egen erfaring og mine oplevelser selv om jeg ikke er god til det, fordi jeg tilbragte de fleste år eller måske hele min barndom og min ungdom og væk fra hjemmet. Jeg har i mit eget land virket fremmed, ligesom turister, selvom jeg er stolt af mit land.
Vores familie består af syv personer, mine forældre, tre drenge og to piger. Min far navngav mig Salam, fordi jeg blev født i et meget sørgeligt år. I slutningen af Iran-Irak krigen i 1988, blev et stort antal kurdiske byer og landsbyer helt eller delvist udryddet af det irakiske styre. Den 16. – 17. marts 1988 blev Halabja angrebet med flere typer giftgasser. Angrebet er det største gasangreb mod civilbefolkning i nyere tid. Min fars håb var, at det kurdiske folk ville leve i fred efter mange års undertrykkelse.
Jeg er 26 år gammel. 11 år har jeg tilbragt mit liv i Saudi Arabien og tre år i Tyrkiet og resten i mit hjemland. Min tid i Saudi Arabien, er der ikke noget specielt og mærkværdigt at fortælle, da jeg befandt mig derhjemme efter skole. Derudover er deres kultur og traditioner så komplekst, at det er svært at integrere sig i deres samfund.
Mit liv i Tyrkiet var en værdifuld minde for mig, da jeg for første gang i mit liv selv kunne bestemme hvem jeg ville være venner med og deltage i forskellige aktiviteter med dem. Aktiviteterne her var fx at ryge, tage op bar, diskotek eller skabe relationer til piger – i modsætning til Saudi Arabien, hvor intet af de aktiviteter var tilladt. Denne periode i mit liv var værdifuldt, da jeg følte mig fuldstændig fri fra urimelige begrænsninger. Jeg må indrømme, at det først var i Tyrkiet, at jeg fik etableret venskab med piger og lære at tænke, danne mening og lære af forskellige menneskers kultur og måske haft en indflydelse på mit liv. Menneskets kultur er for mig vigtigere end samfundets. Jeg betragter mit liv i Tyrkiet som en træning eller en styrkelse af mine sociale kompetencer, da man er fri for tabu og begrænsninger. Efter disse erfaringer jeg har fået i de andre lande, tog jeg tilbage til Syrien og var klar til at acceptere denne ”fremmede samfund”.
Jeg vendte tilbage til Syrien, efter styrkelse af min sociale kompetencer i Tyrkiet. Jeg må indrømme, at jeg blev imponeret over samfundets åbenhed og hvor sociale de var. Jeg fik etableret mig relationer med begge køn, gik ture, festede og var på studietur med dem. Jeg blev imponeret af landets selvforsyning af højt uddannede akademikere. Familiernes relationer her var stærk og der var klart en følelse af fællesskab. Familierne var så åbne, at uanset hvad, var dørene åbne for gæster, grundet denne respekt og sociale bevidsthed man havde hos de fleste individer. Jeg følte endvidere, at man ikke stod alene med sine problemer – man havde altid en af støtte sig op ad, om det var en fra klassen, naboen eller sine venner.
Det er det meste jeg kan fortælle. Jeg ville frem til, at jeg er lidt anderledes end andre. Jeg har med vilje undladt de grusomme oplevelser jeg har været igennem, da de ikke bidrager til noget positivt. I stedet vil jeg fokusere på hvad fremtiden bringer.
Jeg vil til sidst takke min familie og venner for de erfaringer jeg har fået, som har hjulpet mig igennem, så jeg kan integrere mig bedst muligt i forskellige samfund. Jeg vil specielt takke min far – du har støttet mig i med- og modvind, selv i mine irriterende teenageår.
Salam 2016
Her er jeg igen, nedskriver min historie et helt år efter den første udstilling jeg var involveret i. Det er en smuk ting, og dog lidt mærkeligt, at jeg skal dele mine erfaringer i dette nye land. Man kan ikke forvente fuldstændig moralsk ansvarlig artikel, når man fortæller sådan en historie til offentligheden. For der er en forskel mellem at fortælle hele sandheden og at pakke de forskellige fakta lidt ind. Jeg er her ikke for at snakke om det jeg ikke kan lide. Men skal jeg så skjule de skamfulde og slemme ting jeg har oplevet?
Under alle omstændigheder, så lige meget hvordan det sidste år har udfoldet sig, så føler jeg at det der har beriget mig mest, er at møde nye venner med helt anderledes tanker og holdninger. Det har givet mig en langt bredere forståelse af andre samfund, og hvordan folk tænker. Jeg har mødt mange forskellige mennesker i mit eksil, men de har været nemmere at håndtere, da de også har været væk fra deres naturlige og trygge omgivelser. Her i dette nye land, efter et helt år, er mange af de ting jeg før ikke kunne absorbere, blevet en normal del af min hverdag. Disse ting er nu blevet accepteret, både i det bevidste og det underbevidste. Denne accept har ført til bedre og nemmere kommunikation; eller bedre integration, som det kaldes nu til dags. Jeg vil gerne takke de kærlige venner og borgere i dette samfund, som overvandt barrieren af frygt og mistanke over for fremmede. De gjorde et stort stykke arbejde for at danne bånd med flygtningene; bånd som senere blev til nære venskaber. I forhold til mit praktiske liv i år, så har jeg endnu ikke nået alle de mål jeg har sat mig. Men fremtiden er endnu lys og der er et væld af muligheder der kan gribes. Jeg har nået mange mål, men der er stadig mange ting der skal gøres, for en som er startet helt fra bunden.
Jeg håber at dette har givet jer et indblik i hvem jeg er. Hvem ved, måske får jeg chancen for at skrive til jer til næste år. Én sidste ting: Jeg vil gerne anbefale, at i ikke dømmer de nyankommne flygtninge når i hører om dem eller interagerer med dem. Kamelen er glad i ørkenen og pingvinen er glad i det arktiske landskab. Forestil at man byttede om på dem og begyndte at dømme dem ud fra deres opførsel i deres totalt fremmede omgivelser. Vær tolerant!
