Shero, 2015
Min historie er ikke for at støde nogle mennesker. Det er kort og godt min historie fra Syrien, som jeg har oplevet på egen krop og sjæl.
Da jeg var syv år, startede jeg i skole. Jeg talte det sprog, vi havde talt derhjemme, nemlig kurdisk. Da jeg begyndte i skole, kunne jeg kun kurdisk, så læreren blev meget sur og straffede mig og de andre 11 kurdiske børn fra min klasse.
Straffemetoderne, læreren brugte, var en træstav, lussinger, samt at tage eleverne i ørerne, så man lettede fra jorden. Da jeg blev lidt større, havde jeg en ring på pegefingeren. Læreren slog mig, og spurgte, om jeg vidste, hvad det betød, det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Læreren slog mig igen, og sagde at israelerne satte deres ringe på pegefingrene.
Seks gange er jeg blevet arresteret, da jeg skulle vise mit studiekort. Der stod jeg kom fra Qamishli, politiet spurgte, om jeg var medlem af et af de 16 kurdiske partier. Samtidig med mit studie fik jeg arbejde hos et teleselskab, hvor jeg arbejdede 35 timer om ugen sammen med min far. Min far har arbejdet 33 år i samme teleselskab, men han har aldrig kunnet blive chef, da han ikke ville melde sig ind i Baath-partiet, Bashar Al-Asaad`s parti. Jeg kunne ikke snakke med min far, mens vi var på arbejde, selvom om vi arbejdede side om side. Jeg var bange for, at komme til at snakke kurdisk. Det ville betyde en fyrring.
Jeg havde altid lyst til at græde, når noget uretfærdigt hændte. Det kunne jeg ikke, da jeg ville blive mere ydmyget, men jeg græd altid, når jeg var alene. Ved valget foregår det altid sådan, at alle syriske statsborgere har 3 kandidater at vælge imellem. Men alle 3 er fra diktatorens parti. Her får man udleveret en stemmeseddel, hvor der er en mand fra politiets efterretningstjeneste, der sætter X hvad enten du er enig eller ej. Efter at have forlænget mit studie for 3. år i træk, sagde militæret nej, da jeg spurgte 4. gang.
Vi er en oldgammel befolkning, som er beskrevet første gang i år 1300, men menes at have eksisteret i meget længere tid. Newroz er den største begivenhed i vores kultur, og hvert år fejrer vi Newroz den 21. marts. Hvert år er der arabere, der prøver at sabotere vores fest, og der dør 4-5 stykker hvert år. Så kom jeg til Danmark den 29. juli 2014 til Sandholmlejren og søgte asyl. Jeg fik opholdstilladelse den 1. december 2014 og flyttede ind i en nedlagt børnehave.
Jeg er lykkelig for, at Danmark har taget imod mig. Jeg er så taknemmelig for at få chancen for et nyt liv og til at være den jeg er. Det er slut for mig med undertrykkelse og at være andenrangs menneske. Her kan jeg leve frit og retfærdigt.
Shero, 2016
Til at starte med vil jeg gerne takke Lejre Kommune og alle de frivillige der hjælper flygtninge, især Anja Frandsen og Christian Plank, fordi de åbnede deres døre for mig. Jeg har boet hos dem i halvandet år nu, og det har jeg været utroligt glad for, da det har været en god oplevelse for mig. Jeg lærte hurtigt det danske sprog og jeg fik et kendskab til de danske normer, traditioner og den danske kultur. Jeg blev gift for et stykke tid siden og præsenterede, ved hjælp af nogle frivillige, familiesammenførelsespapirer. Så jeg vil forlade min nuværende værtsfamilie når min kone kommer til Danmark. Jeg arbejde på Hvalsø Skole i syv måneder, 37 timer om ugen som pædagogmedhjælper. Men jeg kan desværre ikke få et permanent job der, så jeg stopper den 24/06/2016. Jeg ville dog ønske, at jeg kunne få et fast job i Danmark. Jeg går på sprogskole to gange om ugen, på et aftenhold, da jeg arbejder på skolen om dagen. Til slut, vil jeg gerne takke det danske samfund og især Anja, som jeg håber, at jeg kan tilbagebetale i fremtiden for alt det gode, hun har gjort for mig. Jeg vil også gerne takke Hvalsø Bibliotek for at organisere denne udstilling så det danske folk har muligheden for at lære noget om os.
